Historiehjørnet: Surhedsepidemi i Citronland

 

Der var engang en gammel Hr. SurCitron Kimpo, han var så sur fordi han simpelthen var århundredets Hr. Surcitron Kimpo. Han truede og truede evigt og til al tid med at trykke på de knapper og drukne folk i sin egen surhed , og noget som også var meget gådefuldt ved denne Hr. SurCitron, at han HADEDE bare ISLAM!

Og særligt kunne han ikke lide to WP -slørhale-blogger pigerne. 

Hr. SurCitron Kimpo brølede ;

-  om lidt vil jeg tryyykkke på mine knapper og sende jer hjemaaaaaad rrrrRRRR

De to slørhaler fniste og kunne ikke lade være med, at grine og svarede spidst tilbage;

-Jamen, du Hr. SurCitron Kimpo, hvordan kan du det, når du  hænger på et træ?? Og hvis du ikke ved det, er det faktisk et C-I-T-R-O-N-T-R-Æ…! Og hvis du HELLER ikke ved det, så vil vi ikke hjælpe dig ned fra dit hængested, når du konstant vræler”

Og pludselig brød de sammen i et fnise anfald og lå og rullede på jorden til de fik helt ondt i maven af at grine, og rejste sig op, fjernede alt støvet fra deres tørklæder, og så op på Hr. SurCitron Kimpo som stadig hang og var blevet så rød i hovedet, så det sprudlede, og spurgte ham igen lidt tøvende;

- H…. Hr. SurCitron Kimpo, hvis du fryser så meget om ørerne, kan vi jo godt give dig et tørklæææde på

Og igen brød de sammen med et fnisen, men i et opdagede de noget, for Hr. SurCitron blev såååå rasende, at han af raseri krympede sig sammen, og blev helt lille, måske ville der ikke gå sekunder før  SurCitron eksploderede.

De to slørhaler kunne lugte faren og blev helt bange og begyndte at gå baglæns med en vis frygt for hvad, der nu ville ske med al den surhed, som ville få mange til at drukne i ihjel og smitte dem med et epidemi som hed surhedssygdommen, som var udbredt mange steder i det kolde Citronland, og mere gad de ikke se, pludselig vendte de sig om og spææænede af sted til moskeen for moskeerne var et af de steder som Gud elskede, hvor muslimerne tog for at bede, og der ville ingen nogensinde finde dem, men fred og tryghed ville de føle.

Hr. Citron eksploderede ikke, han  flæbede ;

- I SKYLDER SURCITRONER NOGET I SKAL VÆRE LIGESOM OS OG HÆNGE PÅ ET CITRONTRÆ VI I HAR GIVET JER DIT OG VI HAR DAT!! Og jeg bliver saft suseme så sur over at være så sur over faktisk at være SÅ sur over INGENTING!

SurCitron havde i århundreder levet med at være så sur, og ingen havde hidtil kunne stille noget op!
Ak ja, og sådan fortsatte Hr. SurCitron hele dagen, og vrælede og vrælede og ingen, der boede i de nærliggende huse i landsbyen kunne holde ud at høre på ham, og når de gik ud på deres marker eller lå og sov om natten, havde de proppet deres ører til med tyggegummi boblegum, som isolerede Hr. SurCitrons evige skrækkelige jamren om, hvor meget han hadede tøøørklæder og islam, JA! muslimerne! Derfor havde ingen i Citronland i landsbyen, hvor folk boede pillet Hr. SurCitron Kimpo ned, de lod ham være oppe i træet, hvor han krympede og krympede.

En dag, hvor Hr. SurCitron fortsatte sin jamren kunne en gammel sur dame, der boede i et nærliggende hus ikke holde Mr. Surcitrons vrælen ud.

Denne Dame hed Anna Lyttiger og hun var også en sur gammel kone, men hun passede sig selv og sin gris som hun kaldte for Hodja, og hun havde også en søn, som hed Jørgen, der altid lå og var så mopset.

En dag, hvor Anna Lyttiger sov, rev hun dynen fra sig og gik ud til citrontræet, hvor Hr. SurCitron Kimpo hang, hun diskede ham ned fra træet, og kiggede lidt saftigt på Hr. SurCitron Kimpo, og gik med sin vrikkende rumpe  ind til sit køkken. Tog fat i sin appelsinpresser frem og pressede Hr, SurCitron Kimpo.

Da landsbyen i Citronland hørte dette, blev folk meget ked af det, fordi et eller andet sted havde de vænnet sig til Hr. SurCitron Kimpos evige Jamren og surheds epidemi, som han spredte rundt i landsbyen.