Dialog bygger bro mellem mennesker

Af Mikkel Vuorela

Her dufter af bøger. Tørt papir i sprukken læderindbinding. Og i den stillestående atmosfære blander lyden af den knirkende rulletrappe sig med computernes energiske summen.
Bloggeren Gülay Kocbay er på Københavns hovedbibliotek for at låne bøger til sin eksamenslæsning. Hun er klædt som enhver anden ung kvinde, man møder i studieverdenen, men øverst oppe afslører hendes tørklæde, at hun er en muslimsk én af slagsen. Der er vævet sølvtråde i klædet, så små lysstænk vælder frem, hver gang hun bevæger hovedet. Og øjnene skinner med under tørklædets kant, da hun begynder at tale.

”Det er mine egne oplevelser og holdninger, jeg skriver om. Men hvis noget kan kobles til mine værdier og til islam, så gør jeg det,” siger hun og uddyber straks:
”Men jeg vil ikke kun skrive om islam, for jeg vil ikke diktere, hvad andre folk skal tro ”

Opgør med mediebillede

Gülay Kocbay er 25 år har blogget i otte måneder. Hun begyndte at skrive på nettet, fordi hun ville give omverdenen et andet billede af, hvad det vil sige at være muslimsk kvinde.

”Jeg synes, medierne skaber et forkert billede af os. De skriver at muslimske kvinder er undertrykte, at vi ikke har nogen holdning, at vi er uuddannede, og at vi bliver tvunget til at gifte os. Det er sådan, de skriver om mig. Men jeg kan ikke genkende billedet. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de kun skriver om den slags ting. Hvorfor er der ingen, der ser på alle de kvinder, som klarer sig godt?,” spørger Gülay Kocbay.

Hendes brune øjne er låst i opmærksom øjenkontakt, mens hun taler. Bag hende står en reol tynget af tusind bøgers vægt. Det er som om, det giver hendes ord yderligere vægt, at hun på den måde har en mur af viden i ryggen.

Afhængig af blogland
Men den engagerede kvinde har ikke kun viden i reolen, hun har den også i hovedet. Hun er uddannet lærer og underviser på en skole i Valby, og ved siden af jobbet læser hunhistorie på Københavns Uni-versitet om aftenen. Det er derfor, hun skal til eksamen.
Når Gülay Kocbay ikke arbejder eller studerer, bruger hun meget tid på nettet. Hun surfer flere timer hver dag for at holde sig opdateret og for at finde stof til bloggen.

”Man kan godt blive lidt afhængig af blogverdenen, men nu er jeg inde i en eksamensperiode, så jeg prøver at skrue lidt ned,” siger hun.

Søde islamofober

Men selvom Gülay Kocbay siger, at hun prøver at skrue ned, har hun alligevel et indlæg klar. Det skal postes i dag. Et ironisk indlæg om det forkætrede tørklæde – et emne der ofte fører til voldsomme diskussioner.
Gülay Kocbay er dog ikke bange for at få modspil. Hun mener, at den hårde debat alligevel skaber noget forståelse på tværs af holdninger.

”Jeg har faktisk fundet ud af, at mange af islamofoberne, som jeg kalder dem, er rigtig søde. Jeg mener, der skal være plads til at have forskellige holdninger, og jeg kan mærke, at de har ændret deres tone overfor mig. Det er faktisk sådan, at mine hårdeste kritikere også er mine største fans,” siger hun.

Tastaturdans
Gülay Kocbay går over til en af bibliotekets computere. Fra de velordnede reoler og ind i den digitale jungle, som kaldes blogosfæren.
Hun skøjter hjemmevant rundt på nettet. Sølvarmbåndene på højre arm rasler let, mens hendes fingre danser over tastaturets knapper.
På få minutter er Gülay Kocbays indlæg klar til at blive offentliggjort. Så er det bare at vente på, at andre mennesker kommenterer på det.

”Jeg synes, det er en god måde at komme i dialog med andre mennesker på. Man lærer, hvordan de tænker og føler, og hvordan de har det i hverdagen.”

Hendes egen hverdag begynder dog efterhånden at kalde på hende. Der skal læses nu. Om landboreformer i 1800-tallets Danmark.
Men der går nok ikke længe, før hun igen slår et smut forbi blogland. For tænk nu hvis nogen har skrevet en kommentar?

Der kan læses mere på: Helen Latifi